Hjem - Lions Lemvig

Menu

Lions Pris 2015/2016

Lions Prisen 2015/2016 går til »Ringe i vandet«

Foreningen »Ringe i Vandet« i Lemvig modtog onsdag d. 18. november Lions Prisen, der udover æren også består af en kontant belønning på 10.000 kroner.
Ugen før modtog samme forening Lemvig Prisen, hvor der også medfølger 10.000 kroner.

»Lions Lemvig uddeler hvert år en lokal pris efter forslag fra vores medlemmer. Disse forslag vurderes af Lions Pris-udvalget, så det handler ikke om, at Lions Lemvig følger op på Lemvig Prisen, men vi påskønner jeres initiativ og arbejde, som kun kan lykkes, når der er en gruppe tovholdere, der brænder for sagen,« sagde Lionspræsident Viggo Jensen ved overrækkelsen af prisen.

»Det er der helt sikkert også  mange børnefamilier i Lemvig Kommune, der mener. Så ringene i vandet fra jeres arbejde har åbenbart ikke kun bredt sig til Lions Lemvig, men også til kredsen bag Lemvig Prisen. Det er derfor rigtig godt gået, at jeres arbejde bliver påskønnet af to helt forskellige udvalg,« sagde Viggo Jensen.

»Ringe i Vandet« består af seks frivillige kvinder - Krista Sand, Sofie Kristensen, Maria Hedegaard, Majbrit Mollerup Bach, Kari Agger Salskov og Katrine Byg Venø - som bruger en stor del af deres fritid på at finde tøj, legetøj, cykler med mere til familier med børn som ikke selv har mulighed for at købe disse effekter. Derfor er prisen en kærkommen hjælp til arbejdet.

»Der er tale om et personligt skulderklap, men ikke en personlig belønning til initiativrige personer. Støtten er en hjælp til jeres aktiviteter,« pointerede Viggo Jensen.

Takker for prisen
Krista Sand takkede for prisen og forklarede, at der lige nu er et stort behov for især overtøj, regntøj og vintertøj til betrængte familier.

»Vi har et godt samarbejde med private borgere og forretninger i Lemvig Kommune, og derfor kan vi hjælpe mange steder. Det er stadig et stort arbejde at skaffe tøj og andre gode ting til familierne, men denne støtte vil helt sikkert give nye muligheder for indkøb,« sagde Krista Sand.


»Vi arbejder i hele kommunen, og Lemvig Velgørenhedsselskab støttes på forskellig vis af mange organisationer. Man skal ansøge om julehjælpen med frist her i starten af december, og selve uddelingen sker så den 22. december,« oplyser Poul Erik Knudsen.



Fra Venstre ses Majbrit Mollerup Bach, Lions præsident Viggo Jensen, Maria Hedegaard, Krista Sand, udvalgsformand Bjarne Leth fra Lions samt Kari Salskov ved overrækkelsen af Lions Prisen.
 

Følg Lions